Ny iværksætterforening holder topmøde: Alle er velkommen 

Udgivet af: Magnus Monrad-Alexandersen

Iværksætterforeningen Morgendagens Iværksættere har allerede sat sit præg på det odenseanske iværksættermiljø med tre udsolgte meetups.

Morgendagens Iværksættere er en ny forening, der officielt så dagens lys i slutningen af 2024. Bag foreningen står en god håndfuld ildsjæle, som går op i iværksætteres ve og vel. Helt grundlæggende er foreningen et et fællesskab, hvor iværksættere kan finde støtte, vejledning og inspiration til at gøre deres drømme til virkelighed.

I bestyrelsen sidder i øjeblikket bestyrelsesleder Simon Skytte, iværksætter Catharina Christiansen, advokat Thomas Grønbek Andersen, projektleder ved PreFlight Odense Anders Knudsen og fundraiser og iværksætter Jakob Junker Jeppesen.

Tilsammen udgør de hjernerne bag foreningens strategi og arbejder som noget af det første benhårdt på at skabe en platform for iværksætteri i form af et samlingspunkt.

Morgendagens Iværksættere
Foto: Lisette Olesen

– Morgendagens Iværksættere er et forsøg på at skabe en platform, hvor unge kan tage deres første skridt som iværksættere i et trygt fællesskab – for måske senere at få modet til at starte deres egen virksomhed og have et solidt grundlag for at kunne vokse med den så meget, som de ønsker, siger bestyrelsesleder Simon Skytte til Midtpunkt.

Alle kan som udgangspunkt blive medlemmer, hvis foreningens mission og værdier er noget, man kan se sig selv støtte op omkring. Og hvis man er blevet nysgerrig, er der god grund til at læse videre.

Topmøde og generalforsamling

For i slutningen af marts-måned, mere specifikt lørdag den 29. marts, afholder foreningen nemlig topmøde og deres allerførste åbne generalforsamling.

Dagen starter allerede kl. 10:00 og byder blandt andet på Netværksbingo, workshops, generalforsamling og naturligvis mulighed for at udvide sit netværk.

Man kan læse mere om eventet og se hele dagsordenen lige her.

– Først og fremmest synes jeg, man skal gå ind på vores website og melde sig ind i foreningen. Dernæste synes jeg, man skal tilmelde sig topmødet, hvis man vil bakke op om vores fællesskab og bidrage til at styrke unge iværksætteres muligheder i et svært og komplekst felt som iværksætteri er, lyder det fra Simon Skytte og fortsætter:

– Man er selvfølgelig også velkommen, selvom man ikke er iværksætter, men blot er nysgerrig på området. Det er også en god mulighed for at lære foreningen bedre at kende, og så kan man jo altid melde sig ind bagefter. Det er ganske gratis. Vi er på en udfordrende men ikke mindst spændende rejse, og vi står kun stærkere, jo flere vi er.

Morgendagens Iværksættere arbejder for at forbedre rammerne for iværksætteri og samarbejde tæt med både pårørende, rådgivere og uddannelser for at skabe de bedste betingelser for – særligt unge – iværksættere, der tager deres første skridt ind i iværksætterverdenen.

Morgendagens Iværksættere
Foto: Lisette Olesen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *